Vi kan ikke bare fortælle vores viden til dem

Politiken bragte fornylig en artikel om RUC’s nye rektor Hanne Leth Andersen. Den varmede min sjæl. For det har været en af mine kæpheste længe, at hvis vi skal mødes i et klasseværelse eller mødelokale, så skal det være for at tale sammen, ikke bare fordi en underviser har brug for at fortælle noget til mange.

Det var fint nok, før vi havde skrift og Guttenberg og alt det der. Da var det måden at overføre og dele viden på. Én vidste noget, som de andre ikke vidste, og den hurtigste og mest effektive måde at få delt den viden, var at samle en gruppe og fortælle det til alle på én gang.

Mærkværdigvis har vi ikke ændret det koncept siden. På trods af, at vi sidenhen fik både Guttenberg og internettet.

Nu er det sådan, at distribution af viden kan gøres meget mere effektivt, ved at tage hele den digitale verden i brug.

Vi kan ikke bare fortælle vores viden til dem. Det kan være, vi skal have mere undervisning i flipped classroom, hvor man indspiller undervisningen på video, som de studerende ser derhjemme. Og når de så møder op til undervisning, er det for at dele den og reflektere over den samme. Der er ingen anden grund til at møde fysisk op i klasserummet, end at vi rent faktisk deler vores viden.
- Hanne Leth Andersen

I januar måned begyndte vi at udbyde vores traditionelle GROW Leadership kursus ud fra tankegangen om flipped classroom.

De første deltagere er netop ved at have gennemført de 12 uger, kurset varer. Den traditionelle del af undervisningen ligger som videoklip opdelt i moduler. Deltagerne ser indholdet, når de har tid og lyst, og løser de skriftlige opgaver, der er udformet som refleksioner, over det de har lært. Og hver tredje uge mellem hvert af de fire moduler, mødes vi en tremandsgruppe – en triogruppe – og snakker om indholdet.

Måske griber jeg en tusch og tilføjer noget på en flip-over eller uddyber en forklaring til det stof, de har gennemgået hjemme. Men mest af alt handler det om, at deltagerne taler om deres erfaringer med stoffet, i relation til hverdagen og de udfordringer de står med som ledere.

På den måde har min rolle ændret sig fra at være underviser til at være coach og facilitator.

Det er meget tydeligt, at deltagerne hver især griber opgaverne meget forskelligt an. Nogle ser en video nøje igennem, med mange start og stop undervejs, mens de tager flittige notater. Andre ser hele videoen færdig først, før de går i gang med at skrive. Nogle gør det på jobbet, som en del af deres arbejde, andre synes at fungere bedst i fred og ro om natten.

Forskelligheden i måden at deltage i kurset på, har virkeligt åbnet mine øjne for, hvor forskelligt læring fungerer for den enkelte, når vedkommende selv får lov til at bestemme rammerne for at kunne modtage ny viden.

Pludselig bliver det meget tydeligt at den velkendte model, hvor en lærer står ved en tavle og deler sin viden med 20 mennesker på én gang i portioner på 45 minutter, sikkert er fint for nogen – men helt klart ikke fungerer for alle.

Set fra underviser perspektivet giver det samtidig meget bedre mulighed for at følge med i, hvor den enkelte deltager er i forhold til forståelsen af det stof, der gennemgås. Når man skal tavleundervise 20 forskellige kursusdeltagere, er det meget svært at have en finger på pulsen hos den enkelte. Hvor er de? Ja, det ved man faktisk ikke ret meget om. Måske er de med. Måske er de overhovedet ikke med!

Med de individuelle skriftlige refleksioner efter hvert modul, får jeg som underviser en klar fornemmelse af, hvor den enkelte deltager befinder sig. Og det betyder også, at jeg kan sætte ind med hjælp og feedbakc præcis dér, hvor jeg kan se, at det er nødvendigt.

Der er ingen tvivl om, at denne her tankegang kommer til at revolutionere, måden vi tænker undervisning på – for ikke at tale om efteruddannelse i virksomhederne.

Forhåbentlig betyder det også, at vi omsider kan sige farvel til u-bordet.

Har du spørgsmål eller kommentarer?