Kunsten at fange en kanin

Den kinesiske filosof Confucius (551–479 BC) skulle en gang have udtalt: ”at den der forsøger at fange to kaniner fanger ingen af dem.”

Det tænker jeg tit på i hverdagen, når jeg forsøger at jonglere dagens prioriteter, der typisk stritter i alle retninger, og ja jeg indrømmer, der er dage uden en eneste kanin.

Men nu skal det være slut. Jeg har kastet mig over litteraturen om personlig produktivitet for at finde ud af, hvordan man bliver god til at gå efter en og kun en kanin. For det er svært, der er så meget, man gerne vil, så mange muligheder man har lyst til. Dertil kommer så alle de krav og forpligtelser, man får fra sine omgivelser.

Her er hvad jeg har fundet ud af:

Den moderne version af at fange to kaniner hedder nok multitasking eller noget i den stil. Men multitasking er et meget misvisende ord, det implicerer, at man gøre flere ting samtidig. Det stammer fra computerverdenen. Virkeligheden er bare, at man netop ikke kan gøre to ting på en gang. Når en computer ‘multitasker’ gøre den én ting ad gangen, men den skifter opgaver lynhurtigt. Det går så hurtigt, at man ikke når at opdage det. Når den menneskelige hjerne ‘multitasker’ sker det samme. Hjernen kan kun holde fokus på en ting ad gangen.

Men hvad sker der med kvaliteten af det vi laver, hvis vi skifter opgave hele tiden. Ja det siger næsten sig selv. Det er lidt som når man har fået et lift i en bil med en person, der forsøger tale i mobiltelefon samtidig med, at børnene slås på bagsædet og myldretidstrafikken skal navigeres. Kvaliteten af kørslen, pædagogikken over for børnene og formegentlig den førte samtale lider alle nød. Hver for sig kunne det have været gjort bedre – meget bedre.

For nu at blive i computerverden, så har man også der et begreb, der hedder GiGo. Garbage in – Garbage out. Altså at det output, der kommer ud af en computer, er afhængig af kvaliteten af det input, den får.

Når man ikke har tid til at fokusere på en opgave og tænke sig ordentlig om, falder input og kvaliteten nødvendigvis – og ja så bliver output også derefter.

Der er en del undersøgelser, der viser, at rigtigt mange af os bliver afbrudt eller afbryder os selv hvert tredie minut i gennemsnit i løbet af en arbejdsdag. Det siger sig selv, hvad det betyder for kvaliteten af de opgaver, vi forsøger at løse. Vi forsøger ikke bare at fange to kaniner – vi går efter en hel flok.

Der skal to ting til for, at vi forbedrer vores output.

Fokus og Mål.

Hvis vi skal udrette noget fornuftigt, skal vi sætte uforstyrret tid af til det. Kig på din kalender ved begyndelsen af hver uge, og blok perioder i den kommende uge på minimum 45 min og helst 90 min, hvor du arbejder uforstyrret med det der er allervigtigst lige nu.
Sluk telefonen, skub kommoden hen foran døren og hiv internetkablet ud af din computer. Jeg mener det!

Har du spørgsmål eller kommentarer?