En ulykkelig fællesnævner

Viste du, at rigtig mange store ulykker og katastrofer har én ting tilfælles?

Atomulykken på Three Mile Islands, BP’s store olieudslip i Golfen, en hel masse flyulykker og en lang række velkendte kemiske ulykker.
De kunne alle sammen være undgået. Eller i hvert fald kunne effekten og konsekvenserne, af det der skete være reduceret væsentligt.

Hvis!

Hvis lederne i disse organisationer havde lyttet ordentligt til deres medarbejdere. Hvis lederne havde taget de bekymringer, indvendinger og spørgsmål der blev rejst alvorligt, i stedet for bare at feje dem af bordet.

Hvis ikke det er tankevækkende, så ved jeg ikke rigtigt, hvad der er.

Man fristes til at tænke: ”Sikke nogle fjolser, de der chefer!” Og det kan vi hurtigt blive enige om. Men endnu et problem opstår, når vi dykker ned i den research, der er foretaget netop blandt cheferne i de berørte organisationer.

Cheferne fortæller om sig selv, at de er åbne for kritik og tager indvendinger og protester alvorligt. De mener, at de lytter til kritik fra deres underordnede. Alle cheferne svarer uden at blinke: ”Selvfølgelig gør jeg det! Min dør står altid åben, jeg lytter til, hvad folk siger…”

Og så videre og så videre.

Men når researcherne går ind i de samme firmaer og spørger medarbejdere på tomandshånd, hvordan det er at fortælle sandheden til deres chef – også når sandheden ikke er behagelig – så viser det sig igen og igen, at medarbejderne ikke har helt den samme opfattelse af chefens indstilling til ”dårlige” nyheder, som chefen selv har.

Medarbejdere fortæller, at man skal være forsigtig med, hvordan man får formuleret visse budskaber til chefen. Mange siger, at chefen ikke er god til at tage imod dårlige nyheder og bliver rigtig irriteret, så man kan komme i alvorlige vanskeligheder. Man kan blive opfattet som negativ og i værste fald som en Rasmus modsat. Ja faktisk bliver det meget tydeligt for enhver, at chefen har det bedst med ”ja-sigerne.”

Det er selvfølgelig et kæmpeproblem. Et problem der kan koste ikke bare mange penge, men i værste fald også menneskeliv.

Hvis man virkelig vil være en dygtig chef, så bliver man nødt til at skrue på en knap oppe i sit hoved, der handler om, at chefen ikke er den, der har alle svarene. Chefen er ikke den alvidende. Tvært imod! Chefen er hende, der stiller de rigtig gode spørgsmål. Chefen tør spørge: Hvad tænker du om det her? Og hun mener det faktisk.

Hvis vi kan skabe en kultur, hvor det er mere naturligt at chefen stiller spørgsmål, fremfor at chefen har de rigtige svar, så kan vi afværge rigtig mange katastrofer i fremtiden.

Har du spørgsmål eller kommentarer?