En god arbejdsplads er fantastiske kolleger

I mit forrige blogindlæg tog jeg hul på en gennemgang af Netflix’s personalehåndbog og de ret kontante og på mange måder kontroversielle holdninger, den er et udtryk for. Du kan se det gørste indlæg her

I dette blogindlæg skal vi se nærmere på kapitel to i håndbogen.

Det handler om high performance.

Hos Netflix er grundfilosofien, at det betyder meget mere for medarbejdere at arbejde sammen med fantastiske kollegaer, end at virksomheden har fodboldspil, sushifrokoster og hæve-sænkeborde.

Det har de formentlig ret i, for rigtig megen research viser, at dygtige medarbejdere elsker at arbejde sammen med andre dygtige kollegaer – mere end noget som helst andet. Der er ikke noget mere motiverende end fantastiske kolleger.

Derfor er det også kernen i Netflix’s HR-politik at tiltrække og fastholde de dygtigste, man overhovedet kan få fat i. Man forsøger konstant at hyre de bedste, der findes på markedet. Man betaler helt bevidst toplønninger, i forhold til hvad markedet ellers betaler, ud fra filosofien, at hvis man vil have de bedste, så må man også betale prisen.

Derfor har man også en meget kontant holdning til folk, der bare gør det ”godt nok,” men ikke fantastisk. En sådan medarbejder bliver tilbudt en rigtig generøs fratrædelsesordning. ”Godt nok” er ikke tilstrækkeligt, hvis man vil beholde sit job hos Netflix.

På den måde anskuer de sig selv lidt på samme måde, som hvis de var et sportshold. Ikke et old-boys-motionshold, men et top professionelt sportshold, som konsekvent går efter at få de mest talentfulde spillere på holdet.

Det betyder også, at der ikke er noget, der hedder mus-samtaler eller årlige performance reviews. Det er ikke dynamisk nok. Hos Netflix gør de det på en meget enklere måde. Med jævne mellemrum beder de deres leder om at evaluere, hvilke af deres folk, de vil slås som en gal for at beholde, hvis de kom og sagde op. De medarbejdere, lederne ikke vil slås for at beholde, får en generøs fratrædelsesordning.

Når det sker, bør det ikke komme bag på nogen, fordi en af værdierne hos Neflix er ærlighed fremfor alt. Det betyder, at det er lederens job at sørge for, at alle medarbejdere til enhver tid ved, hvad der menes med high performance. Lederen skal også sørge for, at ingen medarbejder er i tvivl om, hvor vedkommende står i forhold udtrykket ”bedre end gennemsnitlig indsats.” Hvis du som medarbejder er i tvivl, så opfordres du til jævnligt at stille din leder følgende spørgsmål: ”Hvis jeg fortalte dig, at jeg påtænker at stoppe i virksomheden, hvor hårdt ville du så kæmpe for at beholde mig?” Så ved du, hvor du står.

Men sportsmetaforen rækker kun så langt. Et sportshold har begrænsede antal pladser på holdet, så spillerene slås indbyrdes, for at beholde deres plads på holdet. Sådan tænker de ikke hos Netflix. Tvært imod. Jo flere stjernespillere de har, jo mere kan de udrette, og jo hurtigere kan de vokse. Derfor er grundholdningen, at alle hjælper hinanden mest muligt. Der er nultolerance overfor kollegaer, der forsøger at udkonkurrere hinanden, som er politiske eller som på anden vis er manipulerende.

Men hvad så med loyalitet – er det ikke et vigtigt element? Hvad med de medarbejdere, som lægger en stor indsats og mange timer på deres arbejdsplads? Eller hvad med de superdygtige medarbejdere, som på nogle områder er nogle dumme svin? Hvad med dem?

Hos Netflix er holdningen den, at loyalitet er godt og vigtigt. Alle kan have en down-periode, hvor tingene ikke helt går, som de plejer. Det er der god forståelse for, og det skal der være plads til. På samme måde forventer Netflix, at medarbejderne også har tolerance for, at firmaet også kan have sine op- og nedture. Men det betyder ikke, at der er ubetinget loyalitet overfor de medarbejdere, som har været i firmaet rigtig længe, men som ikke længer yder en top performance. Hvis ikke folk performer, så performer de ikke – og så skal de hjælpes videre.

Hos Netflix går man ikke op i, hvor mange timer folk arbejder. Det anser man i virkeligheden som værende relativt uinteressant. Medarbejdere, der lægger rigtig mange timer på arbejdspladsen, men som alligevel ikke kan klassificeres som high performance medarbejdere, får igen en generøs fratrædelsesordning.

Der bliver ikke set skævt til dem, der møder sent eller går tidligt hjem. Det Netflix søger, er i virkeligheden medarbejdere, der ikke arbejder så meget, men som til gengæld når meget mere end de fleste andre.

Hvad så med de dygtige, dumme svin? Dem er der ikke plads til. Prisen er simpelthen for høj i forhold til teamet. Det kan godt være, de er dygtige, men der er ikke plads til folk, der ikke forstår værdierne. Der skal være plads til forskellighed og diversitet – det værdsætter man, så længe diversiteten kan rummes inden for de 9 grundværdier, som vi gennemgik i forrige blogindlæg. Det er holdningen.

Hvorfor er de så fanatiske omkring high performance hos Netflix? Udover at man på den måde sikrer sig, at man hele tiden har et hold med fantastisk dygtige mennesker, er det også en måde at tiltrække yderligere dygtige mennesker. Det er noget, der helt naturligt bliver til en selvforstærkende spiral. Det handler også om produktivitet.

High performance medarbejdere er superengagerede medarbejdere, som yder mellem 2 og 10 gange så meget i produktivitet, sammenlignet med en gennemsnitlig medarbejder. Om det er 2 eller 10 gange har noget at gøre med, om der er tale om fysisk arbejde eller kreativt arbejde. Og det har også noget at gøre med, i hvor høj grad et job kræver selvstændigt initiativ.

Hos Netflix forstår man godt, at denne her kultur ikke er passende for alle. Det kan skabe utryghed og frygt, hvis man er bekymret for, om man performer godt nok. Derfor gør Netflix rigtig meget ud af at sortere folk allerede i ansættelsesfasen. De prøver at eliminere de, der ikke vil trives med at arbejde i en high performancekultur. Det er også en del af at skabe high performance kulturen. Holdningen kan virke meget kontant i Grundtvigs Danmark. Men tænk lidt over det. Forestil dig, at du var ansat på en arbejdsplads, hvor du følte, du var omgivet af superdygtige og topmotiverede kolleger, som du kunne respektere og altid lære noget af. Ville det ikke være fantastisk? Det er derfor de gør det.

Har du spørgsmål eller kommentarer?